Meget følsomt

Til min kæreste.

Tak fordi du holder mig ud, især når jeg:

- Ikke gider være voksen og regner med du overtager børnene mens jeg er Dorte 8 år

- Tror jeg er 21 år og kan drikke hjernen ud til en sjælden, sjælden fest og stadig være mor når jeg vågner og skal famle mig frem til en slags overblik

- Fatter hat af hvordan vi får tv-signal

- Bander over at det altid er MIG der skal: Børste tænder på børn, give børn tøj på, forklare dig hvorfor den 3-årige tænder af over ingenting (fordi hun er HUN-køn, okay?!), finde på nye lege, læse bøger for børn, træne den 5 ethalvt-årige, støve af, sætte bamse&kylling på, hoppe og springe for småkravlet i det hele taget OG finde sutter (åh de forbandede sutter). 

..... Ynkeligt, ikke? Især når man tænker på at jeg går hjemme og har al den tid man overhovedet ønske sig kan til at være Mother Freaking Fucking Perfect.

Nogen burde give mig et los.


Men bortset fra det. Så har jeg ikke tid til at gøre alle mor-tingene. For jeg har travlt nok med at bekymre mig om hvordan jeg skal få gjort alting godt nok.

Et paradoks. Som min aller-bedste long-distance-Mette-veninde nyligt har gjort mig opmærksom på.