Advarsel: Kan blive for abstrakt læsning mod slut

DAGENS LYSPUNKTER - ET UDPLUK:

- Jeg gik fuldstændig ind i den 3-åriges univers og syntes det var skægt at bygge hule under tørrestativerne med tøj i stuen (ja jeg sagde i stuen. Tøjet HAVDE været udenfor og tørre først! Hvad tror I det er? Skimmelsvampfabrikken?)  og sidde derinde under tøj og tæppeforhæng og se hende piske begejstret afsted ud derfra og ad 9 omgange hente samtlige dukker, køkkenlegeting, en skammel, alt andet legetøj i stueetagen, en pude, flere tæpper, flere køkkenting mens hun plaprede og organiserede og fandt på mere at hente. Og som bonus måtte den 5-ethalvt-årige OGSÅ gerne sidde med derinde... Stort af hende at dele den mor, som hun jo ellers ejer, med andre børn i huset.

- Jeg fik lov at være baby derinde i vores klude/tæppe mikro-kosmos (ret øh udsædvanlig øh oplevelse) og den 3-årige påtog sig det store mor-ansvar. I hulen altså. Den leg indebar at jeg skulle lægge mig ned først. Og sove. Dernæst (efter 2 et halvt sekund) lød kommandoen: "Græd!" Og lige dernæst "Op og spis!"(....Fik næsten flashbacks til morgener for ikke så skide lang tid siden, men også kun næsten. For har som landet ligger nok at gøre med at pleje og passe mit positiv-syn på alting). Fandme sjovt med rollerne byttet om. Og se hvordan den 3-årige opfatter det at være voksen og have et lille barn...... - Og godt hun ikke sagde "Mor skal lige.... først, og SÅ kommer hun!".

.....

- De to søskende i huset bare fortsætter med at kunne omgås hinanden på en slags indforstået måde. Denne gang i hele 20 MINUTTER! Mens jeg stod i stege-osen ude i køkkenet (med en gang imellem de to rum, for hulen).  (?!) ...Har de rottet sig sammen? Nej sådan må jeg ikke tænke. De synes nok deres mor fortjener at tingene glider i olie....

- Jeg VED bare hvordan jeg har det med det meste og med de fleste (mig selv inkluderet!...) og også hvorFOR. Og det er jo glædeligt i sig selv. For så er der ikke ret meget tilbage der ligger hen i mørke og uvished. Og desuden skaber sådan en tilstand grobund for forandringer. Hvis man skulle gå hen og fristes af den slags utidige forstyrrelser af det, der er.

- Hov, den så jeg sgu da ikke engang selv komme. Må hellere slutte for idag. Inden jeg overhaler mig selv i nytænkning og som modreaktion lige må gå 8000 skridt tilbage til formørkelsen.