Så da ungerne og jeg trådte ind af døren til den kommunale her til morgen stod en af pædagogerne (hun er bare en stjerne) med en sort bille str. small/medium hun havde samlet op på et stykke papir så alle kunne betragte dette naturens vidunder af den slags der har plader på sin krop.
Ja det var et yndigt øjeblik og alting og vi stod alle, høj og lav, og kiggede fascinerede......
Men så spurgte jeg om de kendte denne her sang af shubidua om billen på bladet og det gjorde de ikke............................ nånå. Men så sang jeg den da fra start til slut. For man har vel situationsfornemmelse. Selvom interessen fra de omkringstående var kraftigt dalende henad versevejen. Fra både høj og lav. Og selvom jeg måtte mase mig ind foran tre stks 4-årige piger der gerne ville fortælle noget til de voksne og de voksne gerne ville høre hvad de 4-årige havde at sige. HVAR? Kan I ikke tåle skønsang fra en skidehamrende musikalsk forælder, I dér flipperguitar-70'er-pædagogseminarium-rotter?? Hvad hvad?
- Tænkte jeg og skrålede videre.
Ja jeg sang og jeg sang og jeg sang. Og satte trumf på, ved mod sangs ende at hive Daniels støttepædagog (hun er en stjerne OG en engel) i ærmet og råbe "NU KOMMER DET SJOVESTE STYKKE" og så saaaaaang jeg sangen til ende. Kæft jeg var god dér.
Prøv at høre her, det er en fantastisk sjov sang:
http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=OEibNNBVleU
Ved egentlig ikke hvor pædagogen gik hen med billen på papiret. Men det er jo også ligemeget når børn og voksne fik hørt mig fyre en fed sang af. Skide godt Dorte. Det var i den grad et stjerneøjeblik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar