Dagens dybe betragtning:
Det der med at man kan gå og småklynke og drysse rundt om sig selv i de daglige småfedtede sysler, ikke? Og hvor man så PLUDSELIG, når der sker noget dramatisk, bare lynhurtigt kan være på stikkerne og fattet og med et cool situationsoverblik kan handle og samarbejde og være der og få klaret ærterne uden så meget som en anstrengt rynke i panden, ikke? DEN slags kender småbørn også til, ved jeg nu!
Den seneste uges tid har den 2,5-årige således jamret som et kræ de fleste af gangene hvor hun skulle: Have skiftet ble/have sokker på/prøve at spise noget mad/have børstet tænder/vente til det blev hendes tur/rydde op/lade være med at kaste med ting og hun har tillige været på randen af sammenbrud i de (talrige) situationer, hvor f.eks. en puslespilsbrik ikke gad makke ret eller hun ikke kunne få sin fod ned i en støvle.
Til gengæld - da hun så nu til morgen snublede, faldt og knaldede hovedet ned i skarp bordkant og fik en flænge så dyb at man kunne skimte kraniet - da skete den ovenfor beskrevne lynforvandling fra Klynker til "Jeg er Klar til Alting nu - Skal vi gå Igang?!"
Jamen efter den sædvanlige 2-minutters "jeg-er-lige-faldet-og-det-gør-ondt"-barnegråd så var hun KOMPLET cool, fattet, samarbejdsvillig og klar fra vi tog køreturen (på 25 km) til skadestuen, henover ventetid på halvandentime før hun kunne blive kigget på af et par kitler og til det hele var overstået med en sårrensning, syning (1 sting) og plasterpåklistring og på hele turen hjem igen.
IKKE et klynk. Kun klarhed og skræmmende moden opførsel. Jeg sværger. Tankevækkende, ikke? At når først det gælder så kan selv helt små mennesker også vågne op til dåd, tage sig sammen, hanke op i bleen og få gjort hvad der må gøres!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar